Historien – Hellas Motionsløb
Hellas Motionsløb er blevet afviklet siden 1973. Stig Rasmussen, Hellas, har deltaget i løbet 328 gange! Sådan var status i april 2008, da IK Hellas holdt jubilæum. Så det er blevet til endnu flere.
I 1970`erne var motions og joggingbølgen over landet og det inspirerede Hellas til at indstifte ”Hellas Motionsløb”. Startskuddet til det allerførste Hellas Motionsløb lød d. 9. december 1973. Dengang blev løbet afviklet i Boserup Skov og på Sct. Hans Hospitals område på en 6 km og en 12 km rute.
Og man kan vel roligt sige at det var en succes, der blev grundlagt dengang i 1973, for startskuddet til Hellas Motionsløb lyder stadig 11 gange om året og løbet i april måned 2008 bliver nummer 380 i rækken. Der er vist ikke mange løb i Danmark, der kan fremvise en så lang livshistorie.
Suveræn rekordholder for deltagelse i løbet er Stig Rasmussen, Hellas, der har deltaget i 328 udgaver af Hellas Motionsløb. Stig har altså været trofast deltager i løbet gennem næsten 30 år. Men også ”Klub 200” rummer garvede Hellas-folk med over 200 Hellas Motionsløb på ”løbskontoen”, nemlig Erling Ammentorp, Pouel Erik Thomsen, Leif Høgsvig, Poul Tage Holm og Jørgen Petersen. Ud over de trofaste deltagere tiltrækker løbet også mange nye løbere, og alene gennem de sidste ca. 8 år har i alt 2250 forskellige personer deltaget i Hellas Motionsløb.
Da Hellas fik klubhus på Hyrdehøj fulgte Hellas Motionsløb med, og start og mål er nu på Hyrdehøj stadion. Distancerne er 2,5 km, 5 km og 10 km, der afvikles på en 2,5 km rute på stierne i det varierede terræn i Hyrdehøjskoven. De stolte løbstraditioner bæres i dag videre af de løbsansvarlige Jesper Høgsvig og Klaus V. Larsen.

